En 17-årig ung mand fra Kolind er blevet sigtet af Østjyllands Politi for flere tilfælde af tyveri og forsøg på tyveri fra biler. Tyverierne blev begået på det sydlige Djursland henover weekenden.
Den 17-årige blev identificeret af nærpolitiet i Rønde og er formodet gerningsmand til flere nylige anmeldelser. En række bilejere i Kolind har fået stjålet ting fra deres biler, og den 17-årige er sigtet for tre tilfælde af tyveri fra biler samt tre forskellige forsøg på indbrud.
En bilejer har fået genudleveret sin soundbox, som den 17-årige havde stjålet. Tyveriet af soundboxen skete fra lørdag aften kl. 19.00 til søndag formiddag kl. 10.45. Nærpolitiet i Rønde har beslaglagt nogle formodede tyvekoster fra den 17-årige, men den rette ejermand til de beslaglagte tyvekoster er endnu ikke identificeret.
Østjyllands Politi opfordrer folk, der har haft indbrud eller forsøg på indbrud i deres bil i området omkring Kolind henover weekenden, til at kontakte dem på telefonnummer 114.