Nyt fra Rønde i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Rønde er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør

Meddelelse til medierne

Onsdag og torsdag er Østjyllands Politis kommunikationsafdeling ikke tilgængelig, og det vil derfor være en vagtchef, der tager imod opkald på pressetelefonen. Som udgangspunkt kan der kun besvares henvendelser af hastende karakter. Det bliver ligesom i weekenden et mere begrænset uddrag af døgnrapporten, der bliver offentliggjort. 

Har du som journalist spørgsmål om en verserende sag eller mere generelle spørgsmål, så send gerne en mail til ojyl-presse@politi.dk. 

Vi håber på jeres forståelse – fredag er Kommunikation stærkt tilbage igen! 

**

 

Indbrudsforsøg hos guldsmed og bil i brand

Natten til tirsdag kl. 03.37 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at tre personer var i færd med at begå indbrud i en guldsmedforretning på Silkeborgvej i Åbyhøj, hvor de forsøgte at bryde en gitterport op. Kort inden politiet ankom til stedet, havde personerne dog givet op og var kørt derfra i en stort VW af ukendt mærke og årgang. Flere patruljer kørte efterfølgende rundt i området og ledte efter bilen, men den blev ikke fundet. 

En times tid senere, kl. 04.49, fik politiet en anmeldelse om, at en bil stod i brand på Klokkerfaldet i Hasle, Aarhus V. Da politiet ankom til stedet, var brandvæsnet allerede i gang med slukningsarbejdet, og der var kontrol over branden, der ikke udgjorde nogen fare for hverken personer eller nærliggende ejendomme. 

Kl. 05.30 var branden endeligt slukket, men idet bilen var helt udbrændt, var det ikke umiddelbart muligt at fastslå, hvordan branden var opstået. Den afbrændte bil var en VW, og politiet har mistanke om, at der er tale om den samme bil, der blev set under indbrudsforsøget ved guldsmeden, og at gerningsmændene bevidst har brændt den af. 

Østjyllands Politi er fortsat i gang med at efterforske sagen og vil i den forbindelse meget gerne høre fra eventuelle vidner, der kan have set indbrudsforsøget på Silkeborgvej, eller som kan have set den sorte VW køre i området. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114. 

**

Tyv satte stjålet løbehjul til salg

En 23-årig mand kontaktede mandag kl. 19.55 politiet og fortalte, at hans løbehjul var blevet stjålet, og at han nu kunne se, at det var blevet sat til salg på Den Blå Avis. 

Ifølge den 23-årige var løbehjulet blevet stjålet tidligere på dagen, da han havde sat det ved sin arbejdsplads på Otte Ruds Gade i Aarhus N. 

Da han skulle hjem, var løbehjulet væk, men senere, da han søgte på nettet, kunne han genkende løbehjulet i en salgsannonce. Han foregav at være en interesseret køber og satte et møde op, inden han kontaktede Østjyllands Politi. 

En patrulje ventede på afstand på mødestedet, og da en 31-årig mand dukkede op med løbehjulet, blev han anholdt og sigtet for tyveri. 

**

 

To mænd havde stoffer med på p-plads

En patrulje opdagede mandag kl. 22.00 to mænd i et par biler, der holdt på en p-plads på Ingersvej i Brabrand. De to mænd opførte sig mistænkeligt, og betjentene fik mistanke til, at de var i gang med en narkohandel. 

Patruljen tog derfor kontakt til mændene, der begge blev visiteret, og bilerne blev ransaget. 

I den ene bil lå en del salgsposer med hash og skunk, og en 22-årig mand blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Den anden, en 27-årig mand, havde en mindre mængde hash på sig og blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

Færdsel

Mandag kl. 16.20 skete der et færdselsuheld på Grenåvej i Bjødstrup ved Rønde. En 18-årig mandlig bilist kørte af vejen og ud på en mark. Han kom umiddelbart ikke noget til. Da politiet kom frem, blev den 18-årige målt til at have en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel. 

Mandag kl. 17.25 blev en 23-årig mandlig bilist sigtet for at køre i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Janesvej i Brabrand. 

Natten til tirsdag kl. 00.15 skete der et færdselsuheld på Djurslandsmotorvejen ved Aarhus N. En 45-årig mand løb ud på motorvejen og blev ramt af en bil ført af en 61-årig kvinde. Kvinden nåede at bremse og få hastigheden en del ned inden sammenstødet, og den 45-årige fik ikke livstruende skader – han blev dog indlagt med nogle enkelte brud på kroppen. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Otte Ruds Gade i Aarhus N begået mandag d. 21/3 mellem kl. 8.00 og kl. 14.10
På Rødlundvej i Lillering ved Harlev begået mandag d. 21/3 mellem kl. 6.30 og kl. 14.50
På Tousparken i Åbyhøj begået mandag d. 21/3 mellem kl. 18.00 og kl. 22.00
 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi