En hændelse, der fandt sted omkring Ebeltoft, endte med en anholdelse ved afkørslen ved Rønde. En opmærksom borger kontaktede politiet kl. 17.02, da han kørte bag en varevogn med anhænger, der slingrede. Anhængeren havde en minigraver på, og anmelderen mistænkte bilisten for at være påvirket.
Politiet blev guidet af borgeren, der fulgte efter varevognen i sikker afstand, og standsede den ved Rønde. Bag rattet sad en tydeligt påvirket 45-årig mand, der pustede i et alkometer, som viste en promille over 2,0, hvilket kategoriseres som vanvidskørsel. På passagersædet sad en anden mand, der også var påvirket af alkohol og ikke i stand til at føre bilen.
Den 45-årige blev anholdt og sigtet for spritkørsel. Køretøjet blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Firmaet, som ejede varevognen, måtte sende en mand for at afhente traileren og minigraveren. Den 45-årige fik foretaget en blodprøve for at fastslå den præcise promille.